mandag den 13. august 2012

Ny sejr til Nygaard

Sommerferien er overstået, og motorsports-sæsonen ruller igen. DM-sæsonen for Gr. N. 1600 fortsatte denne weekend med 2 afdelinger på Padborg Park. Suzuki-teamet fra Ikast har brugt sommerferien på at optimere bilen med de ønskede ændringer fra erfaringen, som blev opsamlet i første halvår af sæsonen. Tommy fører DM efter første halvår - dette på trods af en ny bil, som kun er i gang med at blive "kørt ind". Den nye model Suzuki Swift Sport, som Tommy præsenterede ved sæsonstart, er den første og eneste af slagsen i dansk asfalt-banesport. Dette gør også at teamet er ekstra opmærksomme på at opsamle data og hele tiden finde små forbedringer. Andet halvår startede rigtig godt for midtjyden. Tommy lagde sikkert ud med en overbevisende tidskørsel, hvor han kunne levere en "pole position" og dermed starte forrest til første afdeling. Starten gik og Tommy flyver fra start. Det går rigtig godt, og første pladsen ser sikker ud. Senere i løbet bliver Tommy dog hentet og har over flere omgange en meget intens kamp med Frederik Mortensen, i VW Lupo. Kampen vindes desværre af Frederik et par omgange før mål-flaget, og Tommy må krydse det ternede flag som nummer 2. I andet løb bliver de første 8 fra 1. løb vendt om, og Tommy skulle dermed starte nummer 7. Igen laver Tommy en perfekt start, og efter blot 4 omgange er Swiften igen i front. Denne gang har teamet dog fået skruet på de rigtige knapper, og Tommy formår at holde 1. pladsen helt til mål. En rigtig god sommer-weekend på Padborg Park, som yderligere endte med en lille udbygning af føringen i DM. Næste DM-løb er ved FDM Jyllands-Ringens Grand-Prix den 24.-26. august.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar