mandag den 10. oktober 2011

Dansk mester fra Ikast


















Suzuki Swift Challenge afsluttede sin fjerde sæson på Padborg Park i den anden weekend af oktober, og her kunne man til sidst kåre den fjerde mester i seriens historie. Tommy Nygaard, Ikast, skrev nemlig sit navn ind i annalerne som 2011-mester efter Jesper Holden, Rødding, Nick Reimersø, Tåstrup, og Henrik Sørensen, Helsinge.

Tommy Nygaard viste sig som en værdig mester i de to løb, hvor han mestrede kørsel på såvel tør som våd bane. Godt nok havde han blot præsteret tredje bedste tid i tidtagningen, men allerede i starten formåede han at køre forbi Steffen Petersen, Bredebro, og Henrik Sørensen, Helsinge, hvorefter han støt og roligt fik opbygget et forspring på tre sekunder ved det ternede flag.

Andet løb blev kørt under markant vanskeligere forhold, hvilket en række deltagere i en af de andre klasser, som Suzuki Swift Challenge startede sammen med beviste, idet et par større uheld uheld udløste to safety car-perioder.

Hos Suzuki-kørerne var der derimod ikke nogen slinger i valsen – og specielt ikke hos Tommy Nygaard. Allerede i starten skød han frem fra sin startposition som nummer fem og tog en føring, som han atter udbyggede til tre sekunder i mål. Ja, rent faktisk var der kun 11 tusindedeles forskel på hans sejrsmargen i de to løb!

Statistisk set har sæson 2011 været rigtig god for Tommy. Han har nemlig formået at vinde hele 10 ud af de 14 DM afdelinger i årets mesterskab. De sidste 7 DM-afdelinger af mesterskabet blev vundet i træk.
Årets mesterskab er blevet afviklet på Jyllands-ringen, Ring-djursland, Padborg park i Danmark og Ring Knutstorp i Sverige.

Den danske asfaltbanesport går nu i vinterhi, og kan nu opruste inden sæsonen igen går i gang til April 2012.