torsdag den 30. august 2012

Grand Prix Danmark 2012

Så kom årets højdepunkt - Grand-Prix Danmark blev denne weekend kørt på FDM Jyllands-Ringen - og traditionen tro havde Suzuki-teamet fra Ikast indbudt sponsorer og forretningsforbindelser til en dag i motorsportens tegn. Suzuki-teamet havde besøg af godt 50 gæster, som var indbudt til rundstykker, frokost og ikke mindst masser af motorsportsstemning. Weekendens strabadser startede for teamet allerede fredag, hvor Tommy lagde ud med at dominere klassens træning i regnvejr. Tommy var 6/10 sekund foran nummer to, og teamet var nu klar til at vise tænder til årets største danske motorsports-begivenhed - Grand-Prix Danmark. Med 100 kg. succesballast fra forrige løbsweekend gik lørdagens tidskørsel over al forventning. Den lynhurtige Suzuki Swift var nu sat om til tørvejr og efter bare 3 omgange på banen, kunne Tommy køre i pit med en uovervindelig tid i bagagen. Tommy præsterede til denne tidskørsel at slå den 9 år gamle banerekord med mere end 4/10sek. Som meterologerne havde lovet det, fik vi lørdag eftermiddag atter regnvejr - en "disciplin" som Tommy altid mestrer til UG på banen han kender så godt som sin egen bukselomme. Tommy kører et fejlfrit løb og kan krydse mållinjen som vinder. I 2. heat søndag bliver de 8 først placerede fra 1. heat vendt om, og Tommy skulle dermed starte som nummer 8. Tommy laver en fantom-start og er nummer 2 allerede efter 1. omgang, hvorefter et uheld længere tilbage i feltet sender safety-car'en på banen. Da feltet igen bliver givet frit, lægger Tommy sig ud til overhaling ned af langsiden og bremser den forreste bil ud allerede i svinget forenden af langsiden. Denne manøvre bliver desværre takseret som "overhaling i gul flagzone", og Tommy bliver fra en sikker 1. plads tildelt en "stop&go straf" i pit'en. Tommy tager sin straf og falder dermed adskillige pladser tilbage. Tommy formår dog at generobre 3 placeringer og slutter 2. heat på en 6. plads. En ærgerlig slutning på en ellers perfekt weekend. I mesterskabs-sammenhæng er det dog stadig Suzuki Swift'en med Tommy Nygaard der fører DM. Der er pt. 35 point ned til nummer 2, Frederik Mortensen i VW Lupo GTI. Næste DM-løb er allerede i den kommende weekend d. 1.-2. september på Sturup Raceway i Sverige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar